lørdag den 29. december 2012

Interessant mad på Pluto

Restaurant: Pluto
Hjemmeside: http://www.restaurantpluto.dk

Dette var vores første besøg på Pluto, der ledes af samme kok og sommelier, som på Retour og Retour Steak. Konceptet er dog noget anderledes, og minder mere om det koncept, som Oubæk kørte, da han styrede Restaurant Oubæk - dvs. små retter, så man kan prøve mere. Her er størrelsen på retterne dog skruet ekstra ned, og så bliver de serveret family style, hvor man deler retterne. Man kan vælge, enten at lade kokken bestemme 12 eller 20 retter, eller man kan selv vælge sine retter. Vi valgte selv at vælge vores retter, da der var bestemte retter, vi allerede havde udset os ud af de mange reviews, der allerede er skrevet om stedet.

Vi startede med to slags kroketter; en med brissel og en med svineskank og foie gras. De var begge rigtig gode, hvor jeg især var glad for den med brissel, og Sebastian bedst kunne lide den anden.


Herefter fik vi tre fiskeretter;

Pighvar med kyllingeskind og svampe.
Kammusling med variation på jordskok og soya.
Torsk med porre og estragon.

Min favorit af fiskeretterne var klart kammuslingerne, der var perfekt stegte og passede godt sammen med især den bagte jordskok. Sebastian kunne bedst lide torsken, der var dejlig blød og saftig, hvorimod vi begge var lidt skuffede over pighvaren. Jeg har dog læst meget godt om netop denne fiskeret andetsteds, så måske var det bare denne aften, at den var lidt tør og derfor fejlede.


Herefter fik vi tre kødretter:

Kyllingevinger, foie gras, ravioli med snegle og morkelsovs.
Steamed bun med svinebryst, agurk og sød soya.
Kalvehale, foie gras og spejlæg.

Alle tre kødretter var rigtig gode, men vi syntes nok især, at det var de to første, der var fantastiske. Vi elsker begge to foie gras, men mener måske, at smagen deraf forsvandt lidt fra tredie ret grundet alt det andet tilbehør.


Og da kødretterne klart var det der imponerede os mest denne aften, valgte vi at få to mere istedet for dessert. Disse var:

Onglet med marv og rødvin.
Salat med røget and, kråser og foie gras.

Begge retter var rigtig gode. Sebastian var dog ikke så glad for salaten - især kråserne, som han ikke spiste.


Det er uden tvivl interessant og god mad man får på Pluto. Stedet er langt fra perfekt, men det kan man heller ikke forvente til den pris. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vi vender tilbage. Vi bliver dog nok nødt til at vente lidt, da det føles som om, at vi allerede har prøvet det meste på deres nuværende kort - ikke, at der ikke er mange, jeg godt kunne spise igen :)

fredag den 28. december 2012

Tilbage på fantastiske Restaurant Frederikshøj

Restaurant: Frederikshøj
Hjemmeside: http://frederikshoj.com

Vi besøgte Restaurant Frederikshøj første gang i August måned, og vi var så imponerede over stedet, at vi genbesøgte det her i december måned på vej hjem for at holde jul med familien.

Vi fik de første 5 retter fra deres livretter menu, delte en oste servering og afsluttede med at dele deres signatur chokoladedessert, der er en separat ret fra menuen.

De fem retter fra livretter menuen bestod denne aften af:

Musling, marv, røg og gulerod.
Jomfruhummer, blomkål, brunet smør og nødder.
Torsk, grønkål, suppe og trøffel.
Svinekæber, foie gras, hindbær og flæskesværd.
And, rødkål, tyttebær og jul.

Eneste ret, der var en genganger fra sidst, var den med svinekæber og foie gras. Dette var også vores favorit fra sidste gang, men denne aften blev den dog overgået i stor stil af jomfruhummeren, der havde en fantastisk, simpel og kraftig smag. Den eneste ret, der ikke rigtig faldt i vores smag, var den med blåmuslinger, og nu har vi så aldrig rigtigt kunnet lide blåmuslinger, så det var ikke så overraskende.

Osten var et godt udvalg af måske 6 forskellige oste og med et simpelt men godt tilbehør.

Og til sidst fik vi så Frederikshøj's signatur ret med 12 forskellige små chokolade desserter - som en slags mega chokolade tapas. Det smagte rigtigt skønt, men selvom vi er rigtig glade for chokolade, følte vi nok, at det var for tung en dessert efter alt det andet, så jeg anbefaler klart at tage færre retter, hvis man vil slutte af med denne.


Til alt det lækre mad fik vi en flaske Tignanello årgang 2009.

Vi havde endnu en skøn aften på Restaurant Frederikshøj, og jeg glæder mig til at besøge stedet igen i 2013 igen. Stedet er hurtigt blevet en af mine absolut favoritter, og det lader til, at det eneste Wassim Hallal ikke formår, er, at få os til at kunne lide blåmuslinger. Alt andet, vi har fået på vores to besøg i 2012, har vi elsket, og jeg er overbevist om, at vi også vil elske hans mad i 2013.

søndag den 16. december 2012

Höst

Restaurant: Höst
Hjemmeside: http://cofoco.dk/hoest.php

Dette var vores første besøg på restaurant Höst, der er den nye på stammen fra cofoco kæden.

Man kan her vælge mellem en fast 3 retters menu eller sammensætte sin egen menu fra menuen samt nogle få ala carte retter. Foruden de 3 rettere får man også to små ekstra retter - en til at starte på og en mellem forret og hovedret.

Aftenens første ekstraret var en skummet jordskoksuppe med jordskokchips på toppen. Og den smagte fantastisk - let og elegant men samtidig med masser af smag.

Til forret fik jeg kammuslinger vendt i høaske serveret med speltgrød, muslingeboulion, syltet græskar, græskarkerner og puffet grisesværd på toppen. Da jeg først så denne ret, blev jeg lidt skuffet over, at det mere var grøden end muslingerne, der var i centrum, men efter blot et bid var jeg helt overbevist. Det var en blød, lækker og delikat ret, jeg gladelig ville vælge igen.

Og Sebastian fik jomfruhummer med lun salat af rosenkål, hasselnødder, sprøde kartoffelchips og en luftig sovs på kyllingskind. Jeg fik en smagsprøve, og det var en god ret, dog ikke nær så god som min.

Aftenens anden ekstraret var oksetatar med estragon mayo og maltknækbrød på toppen. Dette var en udmærket tatar, men maltknækbrødet var måske lidt i vejen for retten.


Til hovedret fik jeg andebryst med en kompot af syltet hyben og sennepsfrø, selleripuré, bagt selleri, tørret violet kål og rygeost.

Og Sebastian fik okse stegt i tørrede svampe og salvie serveret med persillerødder glaseret i æblemost, syltede bøgehatte, grillede løg og sauce på Karl Johan svampe.

Begge hovedretter var udmærket, men knap så gode som forretterne. Vi burde måske have byttet retter, da jeg godt kunne lide hans mere kraftigt smagende ret, og Sebastian har en svaghed for kål.


Til dessert fik jeg æblegrød med en skum af hvid chokolade, sukkeroesirup, mælkeis og solsikkekerner.

Og Sebastian fik rødbede is med en kompot på blåbær vendt sammen med tørrede blåbær og karameliseret hvid chokolade drysset med marengsflager lavet på æbleeddike og rålakrids.

Begge desserter var virkelig lækre, og kan klart anbefales. Jeg er ellers ikke normalt så glad for æblegrød, men denne var simpelthen skøn.


Vi er klart imponerede over Höst, der har et helt andet niveau end Cofoco's øvrige restauranter. Chef kokken har også haft ledende stillinger på bl.a. 1.th og Herman, så det er ikke så overraskende, at han kan lave så god mad. Stedet er også mere imponerende end de andre steder. Det er stort men fordelt i flere mindre rum, der gør en del for at holde lydniveauet nede. Det har et rustikt udseende med upolerede vægge, grove træloft og revnede gulve. Det lyder måske ikke så tiltrækkende, men er rigtigt godt udført og gennemtænkt. Det rum, vi sad i, var nok det mest hyggelige, da der var lidt bedre plads, og så var der en del planter, som gav rummet et naturlig karakter.

Der er ingen tvivl om, at vi vender tilbage til Höst.

lørdag den 15. december 2012

Mega tasting på Il Grappolo Blu

Restaurant: Il Grappolo Blu
Hjemmeside: http://igb.dk/

Vi har besøgt Il Grappolo Blu før med lidt svingende tilfredshed. Nu har stedet lavet helt om på deres menu, så man istedet for en standard tasting menu får en tasting menu, hvor alle retter er endnu mindre, så man kan prøve mere. Dette lød for os som et fantastisk koncept, så Sebastian bookede et bord og bestilte på samme tid deres udvidede menu på 30 retter, som skal forudbestilles. Ellers kan man "kun" vælge imellem 10, 15 eller 20 retter.

Retterne kom 3-5 af gangen, og det tog nok ca. 5 timer at komme det hele igennem.

Vi startede med 10 fiske anti pastis, der bestod af:

Pighvar
Balsamico marineret makrel med rosenpeber og syltet peberfrugt
Bagt laks med pesto
Tigerrejer
Dampet østers med porrer, smørsovs og birkes


Blæksprutter
Sværdfisk rulle med aromatisk brød, parmesan og oliven olie
Kammusling med danske kartofler og persille
Torsk - måske syltet
Grillet tun


Det er virkelig imponerende, hvordan det lykkedes dem at lave 10 så forskellige fiske anti pastis. Alt var godt, men skal vi vælge favoritter, så er det uden tvivl sværdfisk rullen, kammusling med kartoffel og den syrlige makrel.

Herefter fik vi 10 kød og grøntsags anti pastis, der bestod af:

Vitello Tonnato - Kalv med tunsovs
Lasagne af aubergine, frisk tomat og parmesan
Svamp med vagtelæg og trøffel
Millefoglie med kalvetunge og foie gras
Rulle af grillet courgette og soltørret tomat


Bom bon af and med økologisk quinoa
Duelår med friteret pasta
Cappachio med trøffel
Paneret kanin med måske æble på toppen
Kalv med ruccolo salat og parmesan


Af de 10 kødlige anti pastis var det især due låret, aubergine lasagnen og vitello tonnataen, der imponerede, men igen var alt lækkert.

Og herefter fik vi 4 pasta retter:

Pasta med den italienske kødbolle
Pasta med skaldyrs ragù
Mezzelune pasta med svampe og trøfler
Friteret ravioli med ricotta og merian serveret med friske tomater


Vi var ikke så glade for den med skaldyr, men ellers var alle pasta retterne gode. Det var dog heromkring, at det gik op for os, at vi nok ville få pladsproblemer - for vi var ikke rigtig sultne længere.

Herefter kom der hovedretter. Først nogle fiske baseret og derefter nogle kød retter.

Havbars serveret med crust af kartoffel og salmoriglio
Havtaske vendt i parmesan og chili


Osso Buco
Lam lollipop


Af hovedretterne var jeg især glad for havbarsen med den sprøde kartoffel på toppen.

Inden dessert fik vi et udvalg af tre oste.

Og desserten bestod af 3 små desserter; Varm chokolade kage, is og en kage, jeg ikke helt fik fat i hvad var.


Der er ingen tvivl om, at dette var rigtigt godt mad, men der er heller ingen tvivl om, at 30 retter (og især med en 7 glas vinmenu) er alt alt ALT for meget. 20 ville nok have været mere passende for os, og hvis vi ikke kan få plads til de 30, så tror jeg ikke, at der er mange der kan.

Men maden var god, og vi vender helt sikkert tilbage en dag, men til en mindre menu dog. For det her våger vi os ikke ud i igen, og Sebastian har nu sagt, at næste gang han får den slags ideer, som bare lyder af alt for meget, så skal jeg bare minde ham om denne aften, hvor både dessert, ost og noget af hovedretterne slet ikke blev spist op.

mandag den 10. december 2012

Tilbage på restaurant Melee

Restaurant: Melee
Hjemmeside: http://melee.dk

Sidst, jeg besøgte Melee, var det sammen med en veninde, og selvom vi var glade for besøget, vurderede jeg, at stedet måske ikke var noget for Sebastian. Nu bestemte han sig så alligevel for gerne at ville besøge stedet, og jeg fulgte naturligvis glad med.

Vi startede med deres "snacking" ret, som vi delte. Det viste sig at være et lille bræt med diverse pølser og skinker.

Derefter fik Sebastian deres tatar med peberrod og rødbeder, som Sebastian kalder en toptatar til prisen - især pga. at den var perfekt krydret. Og jeg fik blodpølse med grønkål og bærvinaigrette, der var en usædvanlig og smagfuld ret.

Og til hovedret fik jeg endnu engang deres signatur ret; okse 'onglet' (nyretappe) med bagte skalotteløg og kartofler. Og Sebastian fik grisebasse i ølsovs med byg og hvidroe. Og begge disse retter var også gode.


Både Sebastian og jeg var glade for det mad, vi fik denne aften, og jeg kan da heller ikke udelukke, at vi vil vende tilbage. Men vi føler nok, at stedet er mere for lokale folk, der lige kan smutte forbi til lidt aftensmad. Dette kommer sig især til udtryk i, at det er sjældent, at de har åbent om lørdagen, hvor december vist kun er en undtagelse til denne regel, og også var vores mulighed for at få prøvet stedet af sammen.

torsdag den 29. november 2012

Asiatisk mad på Yuma

Restaurant: Yuma
Hjemmeside: http://www.yuma.dk/

I lørdags besøgte vi for første gang Yuma - den sidste skud på stammen fra kokkene bag Kiin Kiin. Stedet erstatter Burger & Bun, som de åbnede i starten af 2011 (var det vidst). Et gourmet burger sted viste sig desværre ikke at være deres styrke, og selvom den var blandt mine favoritter, kunne de ikke få det til at køre rundt.

Yuma minder meget om sine søster restauranter Chai Wong og Ricemarket. Menuen er ikke det samme, men stilen er næsten den samme. På Yuma har man dog valgt at lade nogle af de asiatiske retter blive lidt spansk inspireret - lidt sært måske.

Vi delte fire forretter:
Sesam stegte rejer med wasabi mayo
Forårsruller med gris og sød chili sovs
Citrongræs salat med jordnødder og hellefisk
Små blæksprutter stegt med hvidløg og koriander


Forretterne var alle gode, og selvom stilen var meget som på deres andre restauranter, var mindst to af retterne, blæksprutterne og citrongræs salaten, nogle jeg ikke har set de andre steder. Disse to var også vores favoritter; blæksprutterne var smagfulde og saftige, og citrongræs salaten havde en god intens smag.

Og herefter delte vi to hovedretter:
Paella med rejer, citrongræs og søde løg
Pad Yuma: brede risnudler stegt med sød soya, gris, vilde svampe og hvidløg



Af hovedretterne var det klart nudlerne, der var vores favorit, hvorimod paellaen overhovedet ikke var i min smag. Der var alt for mange sære ingredienser deri, og så var risene underlige - tørre og nærmest brændte.

Vi vender måske tilbage til Yuma en dag, men da deres andre steder er mere hyggelige end Yuma, vil vi nok vælge en af de andre istedet - undtagen hvis vi får lyst til en af de specifikke retter, de har på stedet.

tirsdag den 20. november 2012

Restaurationen og R-vinbar

Restaurant: Restaurationen og R-vinbar

Restaurationen bliver styret af de samme folk, som også styrede Paustian, sidst vi besøgte den. Og da vi var ret begejstrede for det besøg, forventede vi også en del af dette besøg.

Sebastian fik denne aften:
Hummer "Borsch" med syrnet fløde, kogt bacon og persille
Helstegt skovgriskølle med madeirasovs, nordjysk grønkål og kartoffelragout med surt
Appelsin parfait i mørk chokolade med æble, blodappelsin og vaniljeis
Og jeg fik:
Røget ål i gele med porre, julesalat "Cole slaw", peberrodscreme og sprød rugbrød
Fasanbryst i cremesauce, lår og grønt ravioli, rosenkål med bacon og løvstikke
Chokolademousse med ristede mandler


Restaurationen serverer godt og solidt mad. Det er ikke perfekt, men absolut et besøg værd. Aftenens bedste retter var nok min dessert og Sebastians hovedret, hvor jeg godt kunne have ønsket mig noget mere af mine andre retter. Nu var forventningen så også ret højt sat. Jeg ved ikke, om vi vender tilbage. Jeg ville ikke holde mig tilbage fra det, for maden var godt, men samtidig er der bare så mange andre steder at besøge også.

Inden besøget på Restaurationen besøgte vi R-vinbar, der er styret af de samme folk igen, hvor vi begge fik et skønt glas rødvin at starte aftenen på. Stedet er hyggeligt, og var på det tidspunkt, vi var der, næsten fyldt op. De har en stor tavle-liste over vin på glas, og så har de et lille udvalg af snacks, man kan købe dertil. De har også et lille udvalg af gratis snacks, som vi nøjedes med denne aften, da vi jo netop snart skulle spise på Restaurationen.

lørdag den 17. november 2012

Tilbage på Kadeau

Restaurant: Kadeau
Hjemmeside: http://www.kadeau.dk/kadeaukobenhavn.php

Vi besøgte Kadeau, i deres nye omgivelser, for første gang sidste lørdag.

Vi bestilte menuen "Bornholmerbank", der bestod af 8 retter med vinmenu, champagne og kaffe/sødt til at slutte af på.

Inden menuen fik vi appetitvækkere i tre omgange.

Først en friteret jordskok med svampecreme og støv, og en jordskok bouillon til at slutte af med.
Dernæst en skive glaskål, toppet med søpindsvin og grønkål, samt en havtaskelever paneret med rug og kyllingeskind.
Og sidst en gravad dyrekølle med gran, samt en rødbede chip men en tatar på lamme hjerte og krebsehale støv.

Alle snacks havde en god kraftig smag og en god blanding af teksturer. Sidste gang fik vi alle snacks på en omgang, men nu får man dem altså over tre omgange, sikkert fordi, at de nu har mere plads i køkkenet end før, og derfor bedre kan håndtere de flere tallerkener. Jeg kan godt lide, at få mine appetitvækkere af flere omgange, men problemet her var, at de kom så hurtigt efter hinanden, at de næsten ligesågodt kunne være kommet af en omgang.


Første ret i menuen var blæksprutte serveret med østers, ræddike, æble og tørrede urter. Dette var en interessant, dejlig frisk og let blomsterlig ret. Det er nok den mest pæne og nydelige servering af blæksprutte, jeg har fået, men personligt ville jeg hellere have haft blæksprutten i centrum uden så mange andre smage. Sebastian derimod kalde dette den bedste blæksprutteret, han har fået.

Anden ret var brændt kammusling med grønkål, hasselnødder, gæret ærtesaft og agurk. Jeg syntes også, at jeg kunne smage dild i retten, men det kan også have været den gæret ærtesaft, der gav en lignende smag. Dette var en rigtig lækker ret, hvor det nu var mig, der foretrak retten, hvor Sebastian bedst kan lide kammusling rå på en nigiri. Det der imponerede mig ved denne ret, var netop at kammuslingen havde en dejlig skøn let brændt skorpe men indeni, der var den stadig tæt på rå. Og de øvrige ingredienser passede perfekt til kammuslingen - især grønkålen.

Tredie ret var rå oksetatar med tørret rødbede, hyberose og marv. Dette var en dejlig let og elegant tatar, og vinmatchen dertil, som var en 2/3 rød vin, var perfekt dertil. Jeg fik desværre ikke fat i navnet.


Og herefter gik vi så over til de varme retter, hvor fjerde ret var torsk med grønkål, blomkål, sortkål, brændt smør, valle, grønne jordbær og heltrogn. Dette var en fantastisk ret.

Femte ret var cremet korn serveret med æggeblomme, svampe, persille og syltet rabarber. Dette var en udmærket ret, men den blev måske serveret lidt for kølig, der gjorde at ægget havde sat sig lidt.


Og herefter fik vi hovedretten, som var lam med skorzoner, asier, jernurt, pære og røget smør. Sebastian var glad for denne ret, hvor jeg er lidt tvivlende.

Inden dessert delte vi en tilvalgt osteret, der bestod af en blå ost og en rødkit. De smagte udmærket og blev serveret med dansk honning og sprødt brød.


Første dessert var en "bornholmsk mejeri" ret med jordskokker, brunet smør og hasselnødder. Det var en udmærket ret, vi dog før har fået bedre. Sebastian var som altid med desserter, der har jordskokker i sig, ikke en fan.

Sidste dessert bestod af vilde blåbær, the, kærnemælk, fløde og skovmærke, og var rigtig lækker.

Og til sidst fik vi kaffe/the, hvor vi fik serveret nogle sidste søde snack, som bestod af to sten hver, en som var lavet på karamel og en på kagedej. Begge var rigtig lækre.


Vi var allerede ret begejstrede, sidst vi besøgte Kadeau. Maden var fantastisk, men omgivelserne, især de ubehagelige stole, og betjeningen, især hastigheden som retterne kom med, levede langt fra op til kvaliteten af maden. Så da stedet lukkede for at flytte til nye og bedre omgivelser, så regnede jeg med, at de på samme tid ville få disse "fejl" rettede til.

Største ændring siden flytningen er dog størrelsen af stedet. Jeg ved ikke, om stolene er de samme, men de er i hvert fald stadig ikke særlig behagelige, at sidde en hel aften på. Timingen har de dog fået lidt bedre styr på. Visse retter, især i starten, kommer stadig hurtigt efter hinanden, men det var stadigt klart bedre end sidst.

Maden er stadig rigtigt godt, og der er ingen tvivl om, at vi vender tilbage, selvom jeg nok havde håbet på mere ved dette besøg.

tirsdag den 13. november 2012

Skuffende mad på Signatur Spisehus

Restaurant: Signatur
Hjemmeside: http://signatur-spisehus.dk/

Det var vores første besøg på Restaurant Signatur, som har overtaget de lokaler, som Café Quote før lå i. Vi havde læst en anmeldelse af stedet på aok før besøget, der fik os til at forvente, måske ikke perfekt mad og betjening, men noget der absolut ville være et besøg værd. God solid og usnobbet dansk mad var, hvad vi forventede.

Vi startede med to snacks; vagtelæg med røget majonæse og flæskesværd med "persille sovs", som vi delte.

Til forret fik jeg friskpillede rejer med majonæse, vagtelæg, malt og salatblade. Og Sebastian fik en grov terrin af and med selleri, æbler og valnødder.

Og til hovedret fik jeg svinefillet med rødkål, karameliseret kartofler og puffet skind. Og Sebastian fik bøf af rib-eye med skorzonerrødder, kul, æg og sprøde kartofler ved siden af.


Da jeg først oprettede denne blog, blev jeg enig med mig selv om, at hvis jeg ikke havde noget godt at sige om et sted, så ville jeg lade være at sige noget overhovedet.

Og hvad var der så godt her; snacken med vagtelæg var nok det mest velsmagende, Sebastians forret var ok, mine rejer var i sig selv gode, men manglede noget bedre tilbehør. Og resten var enten middelmådigt eller desideret skuffende - især hvis man tager prisen i betragtning.

De havde lige skiftet til ny menu, så måske var vi bare uheldige, at de endnu ikke havde fået styr på den nye menu. Men helt ærligt; den type for fejl er måske ok på de billige steder, såsom på madklubben, men ikke på et sted, hvor hovedretten koster lige så meget som 3 retter på et billigere sted. Vi taler om 235 kr. for min hovedret her sammenlignet med 200 kr. for 3 retter på madklubben. Og jeg kan faktisk ikke huske nogensinde at have fået så skuffende mad - selv på de billige steder.

Måske er jeg urimelig, men vi vender i hvert fald ikke tilbage.

Og fra nu af vil jeg ikke udelade at skrive dårlige reviews. Måske kan det redde andre fra lignende oplevelse.

mandag den 12. november 2012

Skøn burger på Retour Steak

Restaurant: Retour Steak
Hjemmeside: http://www.retoursteak.dk/

Det føles som en evighed siden, vi sidst har spist en burger, og endnu længere siden, jeg sidst har anmeldt en. Men nu fik vi altså lyst til burger igen, og Sebastian foreslog den fra Retour Steak, som vi ikke havde prøvet før.

Burgeren eller det vil sige burgerne for Retour Steak har bestemt sig for, at dele den i to, så den bliver nemmere at spise, som de selv forklarer det. Men altså burgerne bestod hver af en god tyk og saftig oksebøf, bacon, en god cheddar ost, tomat, syltet agurk, løg, salat, en god blød bolle og nogle skønne fritter ved siden af. Og den eller de smagte skønt, og det er ingen tvivl om, at den ligger blandt mine favorit burgere.


Min liste over mine favorit burgere er nu (i alfabetisk rækkefølge):

tirsdag den 30. oktober 2012

Søren K

Restaurant: Søren K
Hjemmeside: http://www.soerenk.dk

Søren K er endnu en af de restauranter, der i lang tid forgæves har stået på vores ønskeliste uden at blive valgt, men nu blev det altså endelig den, der blev valgt. Restauranten ligger i den sorte diamant med en god udsigt til vandet. Indretningen og betjeningen er afslappet og usnobbet uden duge på bordene osv.

Sebastian valgte aftenens 3-retters menu, og jeg valgte 3 retter fra deres a la carte menu.

Til forret fik jeg pocheret hønseæg serveret med blomkål, trøffelolie, parmesan og ventreche. Dette var en udmærket blanding af ingredienser, dog synes jeg, at retten kunne have været udført bedre - især syntes jeg, at retten blev serveret for kold. Den var kun let lun.

Og Sebastian fik svampe serveret med en skum på jordskok, kartofler og trøfler.


Til hovedret fik jeg svinekæber kogt i mjød serveret med gulerødder, blommer, blodpølse og sprødt ris. Denne ret var klar bedre end forretten. Normalt er jeg vandt til at få svinekæber, der er tilberedt længere og dermed er godt møre og smagfulde - Sebastian og jeg er stor tilhænger af denne type for møre svinekæber. Disse var dog stadig ret faste i konsistensen og gav derfor en helt anden oplevelse, som jeg også rigtig godt kunne lide.

Og Sebastian fik okse tyksteg med kål og beder.


Og til dessert fik jeg en lakrids panna cotta med en skum på hvid chokolade og tørrede og friske hindbær. Dette var klart aftenens bedste ret for mig. Jeg elskede blandingen af det friske fra bærene, det cremede fra panna cotta'en og kanten fra lakridsen.

Og Sebastian fik pocheret pære med hvid chokolademousse.


Søren K serverer gode solide retter, og at restauranten er en af de få der giver rabat med eatcard er blot en ekstra bonus. Vi vender måske tilbage en dag.

søndag den 14. oktober 2012

Interessante Restaurant Relæ og dens Michelin stjerne?

Restaurant: Relæ
Hjemmeside: http://restaurant-relae.dk/

Vi besøgte Relæ for første gang i 2010, og vi fandt maden interessant og god, men vendte alligevel ikke tilbage til stedet. Der er bare så mange andre fantastiske restauranter i København, som vi hellere ville besøge.

Derfor blev vi også godt overraskede, da stedet pludselig fik en Michelin stjerne. Vi begyndte at overveje, om stedet måske var blevet bedre, siden vi havde været der. Det måtte vi naturligvis finde ud af, og vi besøgte derfor stedet sent en lørdag aften, da vi havde hørt, at man ved anden seating ville kunne vælge at kombinere deres to menuer og dermed prøve alle deres retter.

Stedets indretning og stemning er uformel og hip. Støjniveauet er desværre meget højt, og jeg syntes til tider, at det var nærmest umuligt at føre en samtale over bordet. Derfor vil jeg ikke umiddelbart anbefale at komme i en større flok, men måske er det bare mig, der er ved at blive gammel og grå :), der var i hvert fald flere borde med en lidt større gruppe af kvinder.

Vores første ret var let tilberedt jomfruhummer, med fennikel tern, dild og dækket af bløde salatløg. Dette var en lækker og delikat ret med fokus på den rene smag af råvarerne.


Anden ret kom fra grøntsagsmenuen, og bestod af hokkaido (en japansk squash variant), der var saltet, frossen og så tøet op, der ændrer dens konsistens til denne mere sprøde udgave. Denne blev serveret med friske hasselnødder, granité på ristede hasselnødder og lidt havtornmos i bunden. Det var en interessant ret, igen med få men mere udfordrende ingredienser og usædvanlige tilberedninger end i den forrige ret.


Tredie ret var fælles for de to menuer. Den bestod af majroe, smør, kørvel og peberrod. Majroen havde en hel usædvanlig konsistens for en rodfrugt, hvor den med en blød men lidt sej konsistens næsten mindede om kød eller måske blæksprutte. Jeg fik desværre ikke fat i, hvordan den var lavet sådan, da lydniveauet gjorde det svært at høre, hvad tjeneren sagde. Retten var interessant og meget velsmagende, og var en af mine favoritter denne aften.


Og herefter fik vi så hovedretten fra den normale menu, der bestod af brisler, der var stegt på den ene side og måske blancheret på den anden, som gjorde, at hver stykke havde en sprød og en saftig side. Brislerne blev serveret med en saftig blomkål i små fine stykker og nogle få, det var større og mere faste i det. Dette var en rigtig god og velsammensat ret, men jeg mener måske ikke, at den egner sig til at være en større hovedret.


Og hovedretten fra grøntsagsmenuen bestod af dehydreret courgette, der havde fået en næsten cremet konsistens af at blive dehydreret, serveret med en salat på bitre blade. Dette var en udmærket ret, men igen ville den havde været bedre i en mindre portion.

Til denne ret fik vi en glas fra vinmenuen - gratis, da der var sket en lille forglemmelse hos tjenerne eller i køkkenet om, hvor lang vi var kommet i menuen. Glasset var en Nedjma 2010 fra Giltes, Azzoni, Ardèche, der var usædvanlig men udmærket til retten. Jeg syntes næsten, at den mindede mere om en øl end en vin, som nok er pga. at det er en naturvin, som alle glas i deres vinmenu. Resten af aftenen drak vi en flaske Regard no. 2 from Jean Pierre Robinot, der var endnu en naturvin uden tilsat svovl - faktisk består deres vinkort udelukkende af denne slags naturvine, der er lidt et ukendt verden for os.

Næste gang, vi besøger stedet, vil vi tage hver vores menu, og blot dele halvvejs. På den måde kommer vi udenom problemet med de store hovedretter. Derudover vil vi nok også tage deres vinmenu. Når det skal være naturvin, så vil vi nok hellere prøve lidt af hvert end at vælge vores egen flaske.


Og så kom vi til desserten, der viste sig at være aftenens bedste ret. Den bestod af en mousse på kantareller, tørrede kantareller, granité på æble og sprøde krummer - måske på rugbrød. Dette var en fantastisk dessert fuld af sødmefuld smag men samtidig med en hint af salt.


Vi havde en dejlig aften på Relæ. Maden er udfordrende, interessant, god og til tider fantastisk, og er klart blevet bedre end sidst, men stadigvæk så mener jeg ikke, at dette sted er en Michelin restaurant. De tør løbe nogle chancer og har deres helt egen stil, og det skal de have ros for, men det er slet ikke forfinet og delikat nok til, at jeg mener, at de fortjener deres stjerne.

Jeg tror dog stadig, at vi vender tilbage en dag, for der er ingen tvivl om, at de kan deres kram.

lørdag den 13. oktober 2012

Skøn mad på Alberto K

Restaurant: Alberto K
Hjemmeside: http://www.alberto-k.dk

Alberto K har stået på vores ønskeseddel i en evighed, men hver gang vi har skullet vælge en restaurant, har der været et andet sted, hvor vi syntes, at menuen lød bedre. Men nu blev det så endelig Alberto K, der blev valgt, hvor det kun var hovedretten i menuen, vi var skeptiske overfor, og det var kun fordi, at der var tale om kalv, som ikke normalt er en af vores favoritter. Men kalv er så in for tiden, at det alligevel er nærmest umuligt at undgå, og det kunne jo være, at de ville overraske os.

Og det gjorde! Men mere om det senere.

Vi valgte deres 7 retters-menu og valgte desuden selv en flaske vin dertil; en 2007 Clos Mogador fra Clos Mogador, der var en rigtig god rund og fyldig rødvin med masser af forskellige smagsnuancer men samtidig blød og velbalanceret.

Inden menuen fik vi en række snacks:
let tilberedt reje med strand urter
østers og pære med luftig peberrodsskum
luftig spinat skum med kyllingegelé og kaviar serveret i en æggeskal
røget vagtelæg med spiselig æggeskal lavet på spiselig lertype og smør
enebær røget pighvar og lardo
kugler lavet på skum af pighvarrogn dyppet i bacondrys

Alle snacks var lækre og originale med små sjove detaljer som en saks for at man selv kunne klippe pighvaren ud af enebærgrenene, den var røget i, en pincet til at spise rejen med og spiselig æggeskal.

Desuden fik vi to slags brød til menuen; en mørk med malt og en lys med minitoba. Og til brødet fik vi noget skønt smør; en hjemmelavet saltet smør og en rørt op med kærnemælk.


Som første ret i menuen fik vi makrel med hasselnødder og græskar, hvor hasselnødderne kom som friske i tynde skiver på toppen af fisken og i den cremede sovs, og græskaret kom som creme, skiver og som olie lavet af græskarkerner. Det var en udmærket ret, men vi syntes nok at fiskens smag blev lidt overdøvet af de andre ingredienser - især de friske hasselnødder.


Anden ret i menuen var en god stegt vesterhavstorsk med kål, tang, strandurter og en blanc de blanc sovs med løgrom. Dette viste sig at være en skøn og velsmagende blanding af ingredienser.


Og herefter fik vi jomfruhummer med jordskokker, brunet smør og spiselige blomster og urter. Dette var en fantastisk ret med en ret blomstrelig smag, og var aftenens første favorit for mig.


Fjerde ret var saltbagt selleri med selleri chips, morkler, kyllingehjerte, urter og en blød æggeblomme. Dette var en interessant ret, hvor sovsen, der var lavet på morkler smagte fantastisk - især når æggeblommen rente ud i den, men ellers var retten nok ikke så meget for mig.


Hovedretten kom i to serveringer af kalv.

Først fik vi en meget rare kalvemørbrad, der var dejlig saftig og mør. Kalven blev serveret med porer, kantareller, urter og en rigtig god sovs på svampe, enebær og ramsløgskapers. Som sagt er vi normalt ikke så glade for kalv, men denne næsten rå kalvemørbrad smagte simpelthen fantastisk sammen med tilbehøret, og retten blev hurtigt min nye favorit ret for denne aften.


Og anden servering var super møre kalvekæber serveret med en kraftig smagende svampecreme og dækket med et løg "læder", der blev brændt sprødt ved bordet. Kæberne var rigtig gode og var fylde af smag - især med svampecremen til.


Vi valgte ikke at få ost denne aften, da der ganske simpelt ikke var plads til det, og vi gik derfor direkte til aftenens to desserter efter hovedretten.

Første dessert bestod af en sorbet på gråsten æble serveret med karamel, timian og en sne lavet på kamille. Sneen blev lavet ved at frysetørre en kamillete ved bordet - endnu en sjov detalje. Dette var en dejlig frisk dessert, der samtidig også virkede som en slags ganefriske inden dessert nummer to.



Og sidste dessert var øllebrød med fløde serveret med sødskærm og mørke bær som sorbet, friske og blød marengs. Og selvom jeg var meget begejstret for hovedretten slog denne ret alligevel hovedretten, og dette blev altså aftenens bedste ret for mig. Jeg elskede blandingen af øllebrød sammen med fløden og de skønne bær.


Vi er ret begejstrede for Alberto K efter dette besøg, og der er ingen tvivl om, at vi vender tilbage. Selvom der var et par retter, jeg var knap så begejstret for, så er det bare ikke tit, at jeg tre gange under en middag finder en ny ret som aftenens favorit. Og så skal de have stor ros for rent faktisk at kunne finde ud af at lave en god kalve ret - skønt.

lørdag den 6. oktober 2012

Uformel aftensmad i spisekøkkenet på Brdr. Price

Restaurant: Brdr. Price (spisekøkkenet)
Hjemmeside: http://rosenborggade.brdr-price.dk

Dette var anden gang, vi besøgte Brdr. Price. Sidste gang var i den mere formelle spisestue, hvor vi denne aften havde lyst til noget mindre formelt og derfor valgte spisekøkkenet.

Vi startede med at bestille to slags snacks; brødfritter med en brandademayo, der er lavet på mælkepocheret frisk torsk og hvidløg, og den anden snack var sprøde kyllingechips på kylling, tapioca og krydderier serveret med en svampecreme. Begge snacks var virkelig lækre og interessante. Jeg kunne især godt lide de supersprøde brødfritter med den skønne torskemayo, hvorimod Sebastian bedst kunne lide den anden.



Til dette fik vi et par drinks. Jeg fik en "planters punch" med mørk rom, citronsoft, granadine, angoustura, mineralvand og is, der var en let syrlig og frisk drink. Hvorimod Sebastian fik den mere tunge "Pangalactic Gargle Blaster" med bl.a. mørk rom og æggehvide.

Og herefter fik jeg pølser med sennep, ketchup og ristede løg samt en sideret af kartoffelmos til hovedret.

Og Sebastian fik noget dejligt mørt bankekød med kartoffelmos.


Vi havde en dejlig, uformel og kort aftensmåltid på Brdr. Price, og jeg kan absolut ikke udelukke, at vi gør det igen. Næste gang vil jeg dog nok vælge noget andet til hovedret. Det var en rigtig god kartoffel mos, og noget godt tilbehør, men pølserne kan jeg få ligesågode i en god gourmet slagter, så jeg kunne nok have lavet det næsten ligesågodt selv.